Foreningens vedtægter pr. 2020
Pouls Vig Bådelaug
Kanalvej 71 – 73
4700 Næstved
www.poulsvigbaadelaug.dk
e-mail: formand@poulsvigbaadelaug.dk
VEDTÆGTER 2020
§ 1 LAUGET.
Laugets navn er ”Pouls Vig Bådelaug”, med hjemsted i Ydernæs fritidshavn, Kanalvej 71 – 73 4700 Næstved. Pouls Vig Bådelaug blev stiftet den 25. november 1985. Laugets stander er hvidt med blå spids, navnet ”Pouls Vig” i rødt og Næstved byvåben i blåt/hvidt. Medlemmer af Pouls Vig bådelaug bør føre laugets stander på båden.
§2 FORMÅL.
• At laugets bestyrelse i samarbejde med Næstved Havn har den daglige ledelse af vedligeholdelse / nyetablering / ombygning af havnen / klubhus (Pouls Vig) og området, der er lejet af lauget.
• At varetage forhandlinger med offentlige myndigheder.
• At laugets medlemmer virker for fremme af godt sømandskab og laugets omdømme.
• At havnen (Pouls Vig) er en aktiv havn for fritidssejlads.
§3 MEDLEMMER.
Som medlem kan optages enhver, der aktivt vil virke for laugets formål. Personer, der er bosiddende i Næstved Kommune, har fortrinsret ved tildeling af bådplads / vinterplads. Flytter et medlem med bopæl i Næstved Kommune til en anden kommune, får dette ikke indflydelse på den tildelte bådplads / vinterplads. Rækkefølgen for tildeling af bådplads / vinterplads bestemmes af datoen for indmeldelse, kontingentbetaling og den størrelse bådplads, der er til rådighed.
Er der flere ejere af båden skal alle være medlemmer, og båden vil blive registeret under en af ejerne, der herefter er kontaktperson. Medlemskab opnås ved skriftlig tilmelding til bestyrelsen, der behandler og godkender medlemskabet. Ægtefælle eller samlever er omfattet af medlemskabet. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde, ved enstemmig beslutning, udnævne æresmedlemmer. Æresmedlemmer har stemmeret, og kan vælges til bestyrelsen. Ved indmeldelse skal medlemmets navn og adresse, e-mail adresse og telefonnummer oplyses til bestyrelsen. Ved ændring skal dette meddeles bestyrelsen. Medlemmet vil blivetildelt et medlemsnummer i lauget.
Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og har ikke tilbagevirkende kraft.
Medlemmer af Pouls Vig Bådelaug forventes at have den nødvendige navigatoriske uddannelse. Med hensyn til vedligeholdelse af arealerne kan bestyrelsen om nødvendigt indkalde medlemmerne på skift til pligtarbejde, dog kun 2 dage pr. medlem pr. år. Bestyrelsen kan idømme medlemmer bøde for udeblivelse ved tilsagt pligtarbejde. Bødestørrelsen forelægges på generalforsamlingen. Offentlige institutioner kan leje sig ind i lauget, efter aftale med bestyrelsen.
§ 3A PASSIVE MEDLEMMER.
Et passivt medlem er et medlem, som ikke har brug for at anvende laugets bådfaciliteter, dvs. plads i vand, vinterplads, jolle-/traileropbevaring på vinter pladsen og laugets frie adgang til at benytte slæbestedet, men som fortsat ønsker at bevare/have den sociale kontakt til lauget. Som passivt medlem kan optages tidligere aktive medlemmer. Aktivt medlem der er stoppet med at være aktiv bådejer og/eller sejler i lauget. Pårørende og venner til aktive eller tidligere aktive, og personer der opfylder betingelserne i §3a stk. 1. Medlemskab opnås ved skriftlig tilmelding til bestyrelsen, der behandler og godkender medlemskabet. Tidligere og nuværende aktive medlemmer kan overgå til passivt medlemskab. Ægtefælle eller samlever er omfattet af medlemskabet. Tidligere aktive og aktive medlemmer der overgår til passivet medlemskab betaler ikke indmeldelsesgebyr. Andre nye passive medlemmer betaler et indmeldelsesgebyr på halvdelen af det aktive medlemmer betaler.
Kontingentet for passivt medlemskab er halvdelen af det der er fastsat for aktive medlemmer. Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og har ikke tilbagevirkende kraft. Ligeledes ophører medlemskabet ved manglende indbetaling af kontingent.
Ændring af adresse og kontakt informationer skal meddeles bestyrelsen.
Passive medlemmer har ikke stemmeret ved generalforsamlingen eller ekstraordinær generalforsamling.
§4 BESTYRELSENS SAMMENSÆTNING.
Laugets daglige ledelse varetages af en bestyrelse på 7 medlemmer, der repræsenterer lauget i alle forhold. Til bestyrelsen kan kun vælges medlemmer over 18 år. Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen således:
Næstformand. Sekretær. Bestyrelsesmedlemmer. På formandens foranledning tildeles medlemmer af bestyrelsen posten som teamledere. Formand og kasserer vælges af generalforsamlingen, således at formanden vælges på lige år, og kassereren vælges på ulige år. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år. 2 suppleanter, 1 kasserersuppleant og 2 bilagskontrollanter vælges for 1 år.
I bestyrelsen kan ikke sidde medlemmer, der i forvejen er i bestyrelsen i andre bådelaug el. sejl- /motorbådsklubber i Næstved kommune. I bestyrelsen kan ikke sidde ægtefælde / samlever eller nær familie på samme tid.
§5 BESTYRELSENS ARBEJDE
Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden eller mindst 3 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt, dog mindst 4 gange årligt.
Forslag til behandling på bestyrelsesmøder skal være formanden i hænde senest 14 dage før mødet. Bestyrelsen udarbejder referat fra sine møder. Godkendelse og underskrivelse af referat af de tilstede værende skal senest foregå på det efterfølgende bestyrelsesmøde. Referaterne kan udarbejdes og opbevares elektronisk. Der skal findes en papirkopi som opbevares et andet sted end den elektroniske. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden. Beslutningsreferat fra bestyrelsesmøderne offentliggøres i klubhuset. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Bestyrelsen skal varetage den overordnede ledelse og sikre en forsvarlig organisation af laugets virksomhed og påse, at:
• Bogføring og regnskabsaflæggelsen foregår på en måde, der efter laugets forhold er tilfredsstillende.
• Der er etableret de fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller,
• Bestyrelsen løbende modtager den fornødne rapportering om laugets økonomi.
Bestyrelsen er bemyndiget til:
• At udpege et eller flere bestyrelsesmedlemmer til enten alene eller i fællesskab at kunne disponere over foreningens formue samt til, at tegne foreningen i økonomiske anliggender
• At udpege et eller flere bestyrelsesmedlemmer til alene eller i fællesskab at kunne disponereover foreningens midler via elektroniske bankprodukter samt til at indgå kontrakter herom.
• At meddele prokura.
§6 KONTINGENT.
Ved indmeldelse betales et indmeldelsesgebyr og kontingent, der er fastsat af generalforsamlingen for et år ad gangen. Kontingent opkræves helårligt forud, 1-1 til 31-12, og kan ikke kræves tilbagebetalt. Medlemmer uden bådplads betaler 1/1 kontingent. Æresmedlemmer er kontingentfrie.
§7 GÆSTESEJLERE.
Indtægter fra gæstesejlere tilfalder bådelauget. Bestyrelsen fastsætter beløbet. Medlemmer af frihavnsordningen skal betale miljøafgift. Beløbene forelægges generalforsamlingen til orientering.
§8 Ledig.
§9 GENERALFORSAMLINGEN.
Generalforsamlingen er laugets øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes i februar måned og indkaldes med mindst to ugers varsel ved e-mail eller pr. brev. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til behandling, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen. Hvert medlemskab giver 1 stemme – ved personligt fremmøde eller skriftlig fuldmagt, såfremt man ikke er i restance til lauget på generalforsamlingsdagen.
På generalforsamlingen skal alle fremmødte stemmeberettigede krydses af på tjekliste. Beslutninger træffes ved simpelt flertal af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Afstemningen skal være skriftlig, såfremt et medlem ønsker dette.
Dagsorden for ordinær generalforsamling:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af 2 stemmetællere.
3. Formandens beretning og godkendelse.
4. Forelæggelse af revideret regnskab og godkendelse.
5. Forelæggelse af budget.
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Meddelelse af pladsleje / gebyr m.m.
8. Behandling af indkomne forslag.
9. Valg til bestyrelse.
10. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
11. Valg af 1 kasserersuppleant.
12. Valg af 2 bilags kontrollanter og bilags kontrollantsuppleant.
13. Valg af ekstern revisor
14. Eventuelt.
§10 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af et flertal i bestyrelsen, eller når 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom til bestyrelsen. Indkaldelsen sker efter de i § 9 anførte regler og skal afholdes senest en måned, efter at denne er begæret. På den ekstraordinære generalforsamling skal de medlemmer, der begærer denne, være til stede for at denne er gyldig. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes i forlængelse af den ordinære generalforsamling. Afgørelser, der vedtages på den ekstraordinære generalforsamling, er gyldige.
§11 VEDTÆGTSÆNDRINGER.
Vedtægtsændringer kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede eller har givet fuldmagt og stemmer for forslaget. Forslag til vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Er der ikke 2/3 fremmødte, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. Denne er beslutningsdygtig ved simpelt flertal (Stemmeberettigede), uanset de fremmødtes (Stemmeberettigede) antal.
Denne kan afholdes i forlængelse af den ordinære generalforsamling.
§12 REGNSKAB.
Laugets regnskab følger kalenderåret og det reviderede regnskab forelægges hvert år på general forsamlingen. På generalforsamlingen fremlægger bestyrelsen et budget over de beregnede udgifter i det kommende regnskabsår. På grundlag af det godkendte budget fastsætter generalforsamlingen det årlige kontingent for det efterfølgende år.
Revision.
Der vælges en ekstern revisor for 1år. Den eksterne revisor skal være Registreret Revisor eller Statsautoriseret Revisor.
§13 EKSKLUSION.
Undlader et medlem gentagne gange at følge henstilling fra bestyrelsen, kan denne paragraf komme til anvendelse. Meddelelse om eksklusion skal ske skriftligt og afgøres af en enig bestyrelse, som fremlægger dette på førstkommende generalforsamling til efterretning. Såfremt et medlem modarbejder laugets formål og interesser eller efter bestyrelsens skøn optræder på en uværdig måde, kan det pågældende medlem straks ekskluderes. Denne kan dog forlange afgørelsen prøvet ved førstkommende generalforsamling, når han/hun skriftligt stiller krav herom senest 14 dage efter modtagelsen af den skriftlige eksklusion.
§14 OPHÆVELSE AF LAUGET.
Bestemmelse om laugets opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling og først efter samtykke fra Næstved Havn. Til denne generalforsamlings beslutningsdygtighed kræves, at mindst 50 % af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at mindst 75 % af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. I tilfælde af laugets opløsning skal eventuel formue herunder ejendom og løsøre først anvendes til indfrielse af laugets gæld. Samtidig træffes bestemmelse om, hvad der skal ske med laugets formue / overskud, herunder fast ejendom og løsøre. Her er simpelt flertal tilstrækkeligt.
§15 ORDENSREGLEMENT.
For orden på havnen gælder p.t. appendix 1 til bekendtgørelse nr. 9139 af 15. april 2002 om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne. (se www.retsinformation, søg bek. nr. 9139 af 15/04/2002) Bestyrelsen udarbejder et ordensreglement, der bekendtgøres ved opslag i klubhuset og på opslagstavlerne. Gentagne overtrædelser af ordensreglementerne kan medføre eksklusion jf. § 13
§16 ANSVARSFORSIKRING.
Nedenstående gælder både for plads i vandet og på vinterpladsen. Enhver bådejer er pligtig til at have en gyldig ansvarsforsikring og på forlangende forevise denne samt kvittering for sidste præmiebetaling for bestyrelsen. Der skal dog uopfordret forevises en gyldig kvittering, inden båden sættes i vandet.
§17 HAVNEN.
I henhold til kontrakten med Næstved Havn må ingen fartøjer henligge i havnen i perioden 1. november til 31. marts. Henligger et fartøj efter 1. november, kan bestyrelsen fratage det pågældende medlem sit medlemskab.
§18 KLUBHUSET.
Til klubhuset har alle medlemmer af lauget adgang samt ret til at benytte de faciliteter der findes, dog ikke til madlavning med karakter af fast bopæl i båden.
Medlemmer må ikke opsætte private køleskabe eller andet privat grej i klubhuset. Klubhuset kan ikke lejes til private fester eller anden sammenkomst af privat karakter, da der til enhver tid skal være adgang for alle medlemmer. Klubhuset må ikke bruges til opgaver, der har karakter af erhverv (ej heller af medlemmer). Klubhuset kan dog benyttes til undervisning af medlemmer i navigation, radio og andet, der er relevant for sikker sejlads. Klubhuset kan udenfor sejlsæsonen, efter aftale med bestyrelsen, anvendes til anden undervisning/aktivitet m.v., som ikke umiddelbart er en del af laugets aktiviteter. Det skal principielt være et medlem af lauget, som er ansvarlig for arrangementet. Klubhuset kan efter aftale med bestyrelsen anvendes til aktiviteter/undervisning som ikke er i regi af lauget f.eks. udvidet navigation, flodskipperkursus, udvidet radiokursus m.v.
§19 VINTERPLADS.
Pladsleje, samt gebyrer for oprydning på vinterpladsen fastsættes af bestyrelsen og meddeles på generalforsamlingen. Både (uden plads i vand), der henligger på vinterpladsen kan kun ligge der 2 år. Herefter skal ejeren skriftligt redegøre over for bestyrelsen, hvad arbejdsplanen er for båden. Bestyrelsen behandler redegørelsen og afgiver et skriftligt svar. Der kan kun gives en forlænget ligge tid på 1 år. Herefter disponerer lauget over vinterpladsen. Vedkommende indgår herefter i rækkefølge med nye medlemmer om tildeling af vinterplads. Bestyrelsen kan dispensere herfra i tilfælde af længerevarende sygdom, udenlandsarbejde med over 2 års varighed og bo behandling ved skifteretten. Pladsleje på vinterpladsen fastsættes af bestyrelsen og meddeles på generalforsamlingen. Det er ikke tilladt at have EL-varmere kørende permanent i vinterperioden.
§20 BÅDPLADS I VANDET.
Pladslejen udregnes af bestyrelsen på basis af den index regulerede lejeafgift, der betales af lauget til Næstved Havn. En anvist bådplads kan ikke fremlejes eller overdrages til andre, uden bestyrelsens godkendelse. Hvis et medlem med fast bådplads sælger sin båd, har vedkommende rådighed over bådpladsen i den aktuelle sæson, samt efterfølgende sæson, og har pligt til at betale pladsleje. Herefter disponerer lauget over bådpladsen. Vedkommende indgår herefter i rækkefølge med nye medlemmer om tildeling af bådplads.
Sælger et medlem sin båd og ikke ønsker at gøre brug af den tildelte bådplads, skal dette oplyses til bestyrelsen, der herefter kan udleje pladsen. Betalt pladsleje kan kun refunderes, når pladsen udlejes og da forholdsmæssigt pr. påbegyndt måned. Medlemmer med fast bådplads betaler ikke leje for en slæbejolle under 4 meters længde, hvis denne kan placeres på den tildelte bådplads. Jollen må ikke være til gene for andre, og ingen del af jollen må rage uden for den tildelte bådplads.
Største bådlængde (længde overalt) der kan tildeles bådplads i havnen, er 12 m. Et medlem, der ikke har båd i vandet, men har betalt plads i vandet, afkræves ikke betaling for plads på land i sommerperioden. Frasiges plads i vandet, vil der blive opkrævet leje for plads på land. Et medlem kan højest disponere over 2 bådpladser. Ved tildeling af den anden plads må der ikke være venteliste. Sejlskole, foreninger og institutioner er undtaget. Bådpladserne er opdelt efter Y-bommenes længde. Flerskrogsfartøjer tildeles plads i henhold til fartøjets bredde.
§21 EL-VARME.
Det er ikke tilladt at have elvarme tilsluttet permanent uden tilladelse fra bestyrelsen. Ønsker et medlem at have elvarme tilsluttet skal forbruget registreres via godkendt bimåler, og afregnes af medlemmet med prisen fra leverandør med et tillæg på 10%. Bimåler betales af medlemmet.
§22 RESTANCE.
Ved restance over 8 postdage efter sidste rettidige betalingsdato, sendes et nyt påkrav inkl. rykkergebyr, samt meddelelse om, at såfremt beløbet ikke er betalt inden 8 postdage efter modtagelsen, mister man sit medlemskab af Pouls Vig Bådelaug. Nyt medlemskab kan kun opnås ved indbetaling af nyt indmeldelsesgebyr.
Medlemmet vil få nyt medlemsnummer, og starte nederst på en evt. venteliste.
§23 GEBYR.
Bestyrelsen kan opkræve gebyr fra medlemmer, der pålægger bestyrelsen ekstraordinært arbejde. Gebyrstørrelsen forelægges generalforsamlingen og tilfalder lauget.
§24 SKIFT AF BÅDPLADS.
Ønsker et medlem at skifte bådplads, skal dette fremsættes til bestyrelsen. Medlemmer kan skifte plads indbyrdes. Skiftet skal meddeles bestyrelsen.
§25 IKRAFTTRÆDEN
Disse vedtægter, der med ændringerne er vedtaget på den ordinære generalforsamling den 24. februar 2020, og endeligt vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling afholdt den 15. juli 2020, træder i kraft dagen efter endelig vedtagelse. Alle tidligere vedtægter er hermed ugyldiggjort.